Snapsetur i reservatet den 26. august 2018

Søndag d. 26. august 2018 afholdt vi – traditionen tro – snapsetur. Vejret var fint, en forsigtig sol skinnede igennem de mange skyer. Inden vi kom i gang, nød vi synet af de første trækkende hvepsevåger og en ung havørn, der fouragerede i reservatet.

Jens Kruse fortalte veloplagt, morsomt og kompetent om områdets mulige snapse. Vi fik at vide, at der i reservatet er mindst 30 plantearter, der egner sig som snapseurter. Undervejs på turen blev der uddelt de fineste smagsprøver i originale snapseglas, som vi måtte tage med hjem.
 
Smagsprøverne var overordentligt velsmagende og velafstemte. Der var mange bitre snapse, men også flere milde og søde. Ingen tvivl om, at Jens Kruse kan sit håndværk. Foruden sin store viden om snapsefremstilling delte Jens Kruse også ud af et hav af snapseanekdoter til stor morskab for de 28 besøgende. Selv om der blev hældt forsigtigt i glassene var det tydeligt, at humøret steg, som vi kom rundt i reservatet.
 
Jon Feilberg
 
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk